I behøver IKKE parterapi, når han nu ikke vil

Du kan faktisk klare det selv!                                                                                          

Kender du det, at parforholdet ikke helt spiller mere? At DU har erkendt at udfordringerne er vokset jer over hovedet, og at I må have professionel hjælp, men at din mand ikke synes at parterapi er det mest sexede i denne verden? Han tøver, han snakker udenom, vil ikke og samtidigt føler du at NOGET NYT må ske, hvis ikke jeres forhold skal køre ud over kanten. Du er frustreret og måske endda desperat?

Parterapi

Dette er en ret velkendt situation, som mange kvinder kan nikke genkendende til. Jeg har også selv stået der. Og hvad gør man så, når han ikke vil?

Jo, man kan jo filosofere over HVORFOR mænd ofte har modstand mod parterapi. I min erfaring er grundene flere, og dem har jeg dyb respekt for. Men mit ærinde her er egentligt blot at sige, at I IKKE behøver parterapi for at skabe den udvikling, I savner i parforholdet, eller for at skabe det parforhold, du drømmer om.

I behøver IKKE parterapi for at løse jeres problemer.                                                               Du kan klare det selv. Hvis du vil, og hvis dit parforhold er vigtigt for dig.

“Jeg tænkte meget på, at parterapi ville være nødvendigt, hvis vi skulle bevare vores ægteskab, og komme videre på en bedre måde, hvor vi både ser og hører hinanden, med respekt og rumlighed. Men det var fysisk umuligt at komme i parterapi, da der ikke findes en ordentligt parterapeut, der hvor vi bor. Jeg er udenlandsdansker i Tyrkiet.” [fortsættes]  – Marianne Dümen, Marrem Yachting / Blue Coast Yachting

Hvorfor?                                                                                                                                 Fordi de udfordringer vi støder på i vores parforhold, hænger sammen med vores egne personlige begrænsninger – vores udviklingsområder. Det KAN virkelig ikke understreges nok, hvor gerne vi end vil holde fast i at HAN er den, der ene og alene er helt galt på den (hvilket veninderne i øvrigt bakker os op i, er det ikke rigtigt?).

Og det betyder at det gavner parforholdet, når vi arbejder målrettet med os selv i forhold til parforholdets udfordringer.

Udfordringerne kan beskrives fra 2 vinkler – en traditionel psykologisk/psykoterapeutisk vinkel og en enneagram vinkel.

Den traditionelle vinkel                                                                                                         Det er en gammel psykologisk teori at udfordringerne i et parforhold opstår, fordi vi ubevidst får valgt os en partner, der evner at reaktivere vores egne sår fra barndommen, fx fra relationen til vores mor eller far. Det kan virke tumpet at gå ud og vælge sig en partner, der netop kan det – I know. Men fra et sjæleperspektiv er det smart, fordi det giver os mulighed for at bearbejde de gamle sår, og dermed blive hele mennesker – hvilket vores sjæl tilsyneladende stræber efter. Men det sker selvfølgeligt kun, hvis vi vælger at gå ind en personlig udviklingsproces, når vi møder problemer i parforholdet.  Hvis vi løber – løber vi også fra chancen for udvikling og heling.

Men typisk får vi så bare chancen igen næste gang, vi bliver forelskede – og det kan som bekendt ske hele livet.

Enneagram vinklen                                                                                                                 Den moderne Enneagram-indfaldsvinkel er at udfordringerne i vores parforhold skabes af vores egne stivnede mønstre (vores enneagramtypes mønstre). Vores type er ufleksibel, og den står i vejen for at vi kan ’spille de kort’, som situationerne i parforholdet har brug for.

Her er vi som regel helt blinde, fordi netop enneagramtypens mønster er hele vores personlighed, som vi er så godt og grundigt syltet ind i, at vi end ikke evner at se, at vi rent faktisk er utroligt ufleksible og fastlåste. (Det gælder også typer der normalt beskrives som ’fleksible’ fx 9ere og 7ere). Og endnu mindre evner vi at se, hvilke katastrofale følger det har for os og for vores relationer.

Men begge dele – både dine barndoms sår og din types mønstre – er helt dine egne! At løse problemerne kræver derfor ikke andet, end at DU SELV tager fat. Fra mig selv ved jeg at det gør vi som regel først, når smerten og frustration er stor nok.  Når du ikke længere vil tilbyde dig selv at lide mere. SÅ beslutter dig for at tiden er inde, til at give dig selv den forandring, og dermed det parforhold du går og længes efter. Ikke at du nødvendigvis skifter partneren ud. Ofte kan vi få vores drømmeparforhold med den præcis samme mand – når vi selv tør tage de modige skridt ud ad vores egen personlige udviklingsvej.

Den enkle sandhed er, at når DU forandrer dig, MÅ han reagere anderledes på dig – og dermed MÅ han også forandre sig. På den måde er udviklingen sat i gang – helt uden parterapi!

[Fortsættelse]                                                                                                                          ”I dag er jeg glad for, at jeg i stedet for parterapi valgte at se på min egen andel i vores fælles udfordringer – selvom jeg ikke umiddelbart kunne se hvad min andel var inden jeg gik i gang. Forudsætningen for overhovedet at komme i gang med en konstruktiv dialog med sin partner, er efter min mening, at man selv tager ansvar for sin andel i “balladen”, hvad denne så end går ud på. Nu har jeg flyttet mig fra ubevidsthed til bevidsthed om nogle væsentlige elementer i konfliktens kerneområde, som hører til i mit ansvars del. Fordi jeg nu kan melde ærligt og kærligt ud til min partner, modtager jeg også ærlige og kærlige svar og omvendt. Min partner og jeg har stadig et stykke vej at gå, og jeg skal til at tage mit næste skridt på min egen bevidstgørelsesrejse. Jeg glæder mig, og han glæder sig til at høre om, hvordan det går. Han bakker mig op, og når jeg deler det – jeg opdager og arbejder med – med ham, binder det os mere sammen på en kærlig måde. Når jeg vælger at tage ansvar for min del af problemerne, og siger ja tak ny viden og positiv forandring, så har det også effekt for min partner.

Jeg er overbevist om, at min partner og jeg kunne være kørt både fast og kørt trætte af parterapi-sessioner, der ville strække sig over lang tid – hvorimod det arbejde jeg laver nu, virker hurtigt, går til benet og bag ved, og river sløret bort fra mine øjne på en blid og favnende måde, som nu kommer både min partner og mig til gode”.                                     – Marianne Dümen, Marrem Yachting

Risikoen                                                                                                                                   En risikoen ved parterapi med en mand, der ikke er HELT interesseret er, at han ikke går helhjertet ind i arbejdet. Hvis han sidder med tanker a la ”Dette er noget tøseri, som jeg kun deltager i for HENDES skyld. Hvornår kan jeg gå?”, vil det som regel betyde, at forløbet enten bliver langtrukkent eller ikke har den ønskede effekt, og derfor bliver stoppet efter få gange.Og så er I lige vidt! Min erfaring er, at den bedste parterapi som regel er individuel terapi eller coaching, og især anbefaler jeg opstillinger for at få den afgørende viden om præcis HVOR skoen trykker. Vi TROR selvfølgeligt allerede at vi ved hvor skoen trykker, men ofte bliver vi overraskede, når opstillingen kan viser og formulere det super konkret – og ofte samtidigt heler og forløser roden til problemet.

Jeg har min især min erfaring fra fertilitetsområdet, hvor jeg får en del henvendelser fra par, der får problemer i forbindelse med den opslidende proces, som fertilitetsbehandlinger ofte er.

Hvorfor gør vi kvinder det så ikke bare?                                                                          Den største forhindring er som regel, at vi synes at det er partneren, der primært har problemet. Det er jo HAM, der er helt gal på den, hvorfor skal JEG så være den, der får hjælp? Vi kan kalde det ærekærhed, stolthed, uvidenhed, ego-fnidder eller alt muligt andet, og du har ret i at han OGSÅ har en andel af problemet. Det er også muligt, at hans andel er større end din, men der kan ikke opstå problemer i et parforhold, hvis ikke begge parter er stødt ind i en stivnet side i sig selv  –  for ellers havde den fleksible part i forholdet, jo bare spilet et andet kort, og på den måde var der ikke noget problem.

Vi vil ikke stå alene med ansvaret                                                                                       En anden udfordring er, at vi kvinder ikke vil efterlades alene med ansvaret for at løse problemerne i parforholdet. Ofte føler vi, at vi netop HAR stået alene med dem så længe – og det orker vi ikke mere. Men det at tage individuelt ansvar – for vores egen del af problemet – er IKKE det samme, som at stå med ansvaret for det hele. HAN skal selvfølgelig også deltage og bidrage, og min erfaring er, at det gør han også, når du går foran og er den, der tager de feminine skridt for jer.

Det at snakke om tingene, sætte ord på og kigge ind i sig selv er en feminin vej, som mange mænd finder utroligt udfordrende (grænsende til det frastødende). At du måske begynder at græde, når I taler om problemerne og måske også vil gøre i en parterapi session (det har han luret), gør ham så utilpas, at han ikke rigtigt kan forblive kærlig og nærværende. Og så er I lige vidt.

Samtidigt gør følelserne dig ofte uklar i din formulering. Derfor er det ofte en bedre løsning, at du selv – som kvinde – tager de første feminine skridt med individuel terapi eller coaching. Så skal han nok komme med ind på banen, når det drejer sig om at tage konkret action på noget af det, DU har fundet ud af og nu kan formulere præcist for ham.

Det betyder, at BEGGE PARTER individuelt kan løse det fælles problem.

En gave for livet                                                                                                                     Den af jer, der går i gang med den personlige udviklingsproces, er også den, der får en blivende gave, som ingen kriser og kursudsving kan tage fra dig. En gave, som du både har gavn af her og nu, men som du også tager med dig som indre styrke både på jobbet og i et eventuelt nyt parforhold.

Den af jer der går i gang med den personlige udviklingsproces er også den af jer, der får en blivende gave, som ingen kriser og kursudsving kan tage fra dig. En gave, som du både har gavn af her og nu, men som du også tager med dig som indre styrke både på jobbet og i et eventuelt nyt parforhold.

Personlig udvikling er en GAVE til sig selv – det ved ALLE, der har prøvet det. Det er rigtigt, at det som regel er en krise, der sætter os i gang, men bagefter kan vi se, at der var en mening med krisen. Så i virkeligheden kunne du lige så godt sige ham tak, fordi han lader DIG få gaven. Gaven at få helet dine sår og få forandret de stivnede mønstre i din personlighed, til mere selvkærlig indre styrke, fleksibilitet og essens.

Så, i stedet for at sidde fastlåst og give ham skylden, står du nu selv med nøglen i hånden. Det er både anstrengende og provokerende – I know – men ingen har glæde af at bilde sig selv andet ind. Ikke på den lange bane, i hvert tilfælde!

[Fortsættelse]                                                                                                                        “Jeg er overbevist om, at min partner og jeg kunne være kørt både fast og kørt trætte af parterapi-sessioner, der ville strække sig over lang tid – hvorimod det arbejde jeg laver nu, virker hurtigt, går til benet og bag ved, og river sløret bort fra mine øjne på en blid og favnende måde, som nu kommer både min partner og mig til gode”.                                      – Marianne Dümen, Marrem Yachting / Blue Coast Yachting

Kærligheden ER der!                                                                                                           Ofte sker der dog det at den med tiden sander til og forhindres af stivnede mønstre og gamle sår. Så meget, at vi til sidst ikke længere mærker den, og enten ikke længere ORKER at blive sammen – fordi det simpelthen gør for ondt – eller vi fortsætter et praktisk forhold, uden at være egentligt elskende. Hvis kærligheden stadigvæk er der, håber jeg, at du vil træffe det modige og kærlige valg – at arbejde lidt med dig selv, så kærligheden får bedre vilkår og igen kan folde sig helt ud og blive til mening, glæde og en styrke i dit liv. For dig, din partner og jeres eventuelle børns skyld.

Eller måske bare for kærlighedens og din essens skyld.

Så, min pointe er:                                                                                                                      Hvis dit parforhold er vigtigt for dig, kan du SELV gøre noget ved at det!

Mit spørgsmålet er:                                                                                                                 Er dit parforhold det? Vigtigt, altså?

Jeg ønsker dig (og jer) en god start på 2014.

Kærlig hilsen

Lene

 

PS. Ring til mig og lad os vende din situation, 5050 8280