Min 9 årige datter blev bange for mad – om globulus, synkebesvær og angst

3 dage efter at min datter var faldet ned fra et træ og landet på ryggen,  stoppede hun med at spise. Fra den ene dag til den anden og ud af det blå, var hun blevet bange for mad.

Og så var gode råd dyre, for hun ville kun drikke vand, skummetmælk (selv sødmælk var for tykt) og en enkelt slags drikkeyoghurt. Selv hendes spyt var for tykt til at synke, sagde hun. Så vi fandt en spytbakke frem – og den sad hun og spyttede det ned i. Det virkede mildest talt sært.

Som mor er det nok et af de værste rædselsscenarierne – at barnet ikke vil eller kan spise. Det går lige i urinstikkterne og panik er nærliggende – så jeg smed hvad jeg havde i hænderne! Jeg gik i gang med at søge hjælp og finde ud af, hvad der foregik.

Vi startede med at køre på skadestuen samme dag om aftenen (en fredag) hvor hun blev undersøgt, som de nu kunne. Men de havde ikke mulighed for at kigge hende i halsen for at se om der sad noget fast … og de ville ikke indlægge hende, så hun kunne blive undersøgt. Skuffet og vred tog vi hjem igen og klarede weekenden på drikkeyoghurt og skummetmælk – mens min panik tiltog gradvist; min datter har aldrig levet for at spise og er slank – så der var ikke mange depoter at tage af. Jeg kunne godt se slet ikke fik næring nok og at ‘kosten’ (som ikke var rigtig kost) var alt alt for ensidig.

Mandag morgen ringede jeg som det første til lægen og fik en akut tid til os. Vi have spytbakken med, så han kunne se den sære opførsel med at sidde og spytte hele tiden. Han fik bestilt en akut tid til os (bag om systemet) tirsdag, hos en øre, næse, halslæge. Der hvor vi bor, er der nemlig 5 ugers ventetid til sådan en, havde jeg googlet mig frem til i løbet af weekenden. 5 uger som vi ikke havde.

Halslægen fik en kikkert ned og konstaterede at der ikke sad noget fast i halsen. Selvom hendes oplevelse var, at det gjorde der.

Ok, og hvad så?

Hvordan skulle vi så komme videre?

Lægen mente at det var angst og at sådan en klarer man ved at lære hende om halsens fysiologi (hvilket han gjorde) og i øvrigt give hende almindelig mad. Hun skulle opdage (genopdage) at hun godt kunne spise. Strategien var at modbevise angstens budskab om at mad var farligt, ved at få hende til at spise.

Den strategi forsøgte jeg at følge – med det resultat at hun blev tiltagende bange for mad og følte hvert måltid som en præstationssituation hun ikke kunne klare – og nu følte hun sig også svigtet af sin mor, der pressede hende til at spise.

Det var ikke vejen frem.

Problemet blev kun værre.

Så vi gik i gang med at finde behandling til hende – men hvad skulle vi tage fat i?

Jeg arbejder jo selv med angst, og arbejdede med hende fra flere vinkler – så langt, som hun ville tillade mig det. Jeg ville samtidig sikre mig, at hendes heling ikke blev forsinket eller forstyrret af min egen involvering. Så vi fik hjælp af andre behandlere – også til den psykiske side.

Vi startede med osteopati, så afspænding med tankefeltterapi, så kiropraktik, så massage og så stemmetræning. For ud over angst kunne jeg se, at der var et rent fysisk problem med halsen, nakken og skulderne; hun var helt stiv og spændt op. Halsen var blevet så stiv og ufleksibel at hendes strubehoved stak ud som adamsæblet hos en fuldvoksen mand. Hun kunne ikke dreje hovedet til siderne, op eller ned, og havde problemer med at trække vejret. Jeg tænkte at rent fysiologisk kunne en så opspændt hals ikke fungere eller have den nødvendige fleksibilitet, der skal til for at mad kan komme ned igennem. Og det var præcis hvad min datter gav som begrundelse for ikke at ville spise – at hun ikke kunne få det ned gennem halsen. Så for mig var det sund logik at der skulle noget fysisk behandling til, også.

Da hun 14 dage efter at hun sidst havde spist (og spist rugbrød) hostede rugbrødskerner og frø op fra lungerne, kunne jeg se at hendes frygt for mad var velbegrundet; halsen fungerede så dårligt at hun fejlsank og maden endte i lungerne og luftvejene.

Lægen mente ikke, at det var noget problem da vi har fimrehår designet til at  transportere den slags retur og op. Han ville ikke anerkende nødvendigheden af fysisk behandling trods mine argumenter, der også bundede i hvordan jeg ved, man behandler den slags på Hillerød hospital. Så her skiltes vores veje.

Lægen sad jo ikke og så på hendes kamp ved hvert måltid, sådan som jeg gjorde. Jeg så hvordan hun hev sig i huden foran på halsen i et forsøg på at skabe plads i halsen, hver gang hun skulle have en enkelt lille bitte slurk ned. (Hvilket jo ikke lykkedes ad den vej – men det gav mig et hint om hvad behovet var). Og hørte på den uhyggelige klikkende lyd, der kom fra halsen hver gang hun forsøgte at synke. Den fortalte mig, at der var noget helt galt.

Selv arbejdede jeg med med hende i opstillinger (hvor hun ikke var til stede) og med hende med NLP traume teknikker, visualisering med hypnose og gav hende direkte energioverførsel gennem healing. Jeg undersøgte vores måde at være sammen på kunne justeres for at afhjælpe problemet, med en terapeut. Og jeg fik sågar en clairvoiant healer ud for at tjekke vores hjem for ånder – hvilket der ikke var.

Vi arbejdede altså med problemet, helede situationer, fik erkendelser og afspændte kroppen hele vejen rundt – både på det fysiske, psykiske/følelsesmæssige og på det åndelige plan. Og skridt for skridt blev der mere plads i hendes hals. Hun gik fra skummetmælk og drikkeyoghurt over tynd vandig suppe til blendede supper og smoothies siede gennem en te-si.

I perioder var jeg nødt til at gå med hende i skole, fordi hun ikke turde drikke, hvis jeg ikke var der; hun troede simpelthen ikke på, at andre voksne kunne håndtere et af de angstanfald, hun havde en del af.  Hvilket man også godt kan sige ligger et stykke udenfor en almindelig lærer eller pædagogs kompetenceområde.  Hun regredierede og fik separationsangst – fulgte mig omkring som en lille skygge og ville have mig hjemme hele tiden.

Undervejs mødte vi flere mennesker der havde prøvet noget tilsvarende og vi fandt ud af at tilstanden har et navn; den hedder en globulus. En globulus er når det føles som om, der sidder noget i halsen, hvilket der rent fysisk ikke gør. Det var i hvert tilfælde en del af problematikken.

Men den store udfordring for mig som mor, var at holde hende i live. Kunsten var at holde hende i så næringsmæssigt god stand som muligt, indtil vi var helt i mål. Der hele er jo processer der kræver tid for at virke. Muskler skulle afspændes og vænne sig til ikke at lade sig opspændes igen, knogler skulle løsnes og sættes rigtigt på plads – og forblive der, sindet skulle vænne sig til nye måder at se på tingene på – og nye handlemåder skulle implementeres. Især når der er tale om en så kompleks tilstand som denne, hvor så mange faggrupper er involveret, skal der tid til. Tid som jeg måtte skaffe gennem kærlig-kreativ gentænkning af mad og næringstofbehov.

Så jeg fik lejlighed til at hive min gamle cand brom ernæringsviden op af skuffen, støve den af og kombinere den med min viden om hvordan man kamuflerer grim smag (fx smagen af  sunde olier og kompleks proteinpulver) fra min tid som flavourist hos Chr Hansen. Jeg blev simpelthen ekspert i at lave hårdt pumpede power-smoothies og supper, der kom hele vejen rundt om alle næringsstofgrupperne og som samtidigt smagte godt. Og lave dem på en måde, så de kunne komme ned gennem det lille hul i en ufleksibel hals.

Det sidste men vigtige skridt tog vi, da en kursist stak mig en lille, undseelig og gammel bog i hånden, som jeg læste og fik store erkendelser omkring det aspekt af angstens natur, der drejer sig om tro. Det skete samtidigt med at hun lærte om syndefaldet i skolen og jeg fik det flettet ind i en samtale om det, de lærte i skolen. Næste dag vågnede hun op og sagde, at hun havde haft en drøm om, at hun blev rask i denne uge. Dertil svarede jeg, at det troede jeg også og fra søndag begyndte jeg at italesætte situationen sådan: ‘Du er nu rask og din hals skal bare genoptrænes’.

Den købte hun! Og det betød at hun blev mere motiveret til at afprøve nye mad-emner skridt for skridt. Fra flydende kost over mos til bløde boller og andet blødt (og sødt). Små skridt og indimellem små tilbagefald – og sådan er det jo med genoptræning.

Og det er der vi er nu.

Jeg har sagt, at det, jeg ønsker mig i julegave, er, at hun kan spise almindeligt igen. Det arbejder hun sig tappert frem til, den lille mus.

De lækre og sunde powersmoothies (uden gluten og mælk) holder vi fast i – både til hende – og til mig.  De giver en god start på dagen.

Vi klarede det uden indlæggelse (næring gennem drop) eller børnepsyk, hvilket jeg er taknemmelig for og stolt af – alvoren taget i betragtning. Til gengæld fik vi hjælp af andre gode behandlere. Nogle af deltagere fra Lørdagsboost klubben kom ind var med til at lave en opstilling for hende – det var stort!

Det har været nogle intense måneder med siede supper og ‘power smoothies’, hvor vi har lært meget og fået ryddet op.  I dag står både hun og jeg et meget bedre sted end før det skete, og jeg kan uden at blinke sige, at jeg er dybt taknemmelig for alt det, vi har lært, og fået med os ud på den anden side.

Og det interessante er, at efter jeg er kommet igennem dette angstproblem, kommer der flere nye klienter til mig med angst. Og det er godt for jeg har virkeligt haft lejlighed til at studere og arbejde med mange aspekter af angsten de sidste 3 måneder – og har fået den løst.

 

God dag til dig!

Lene

PS  I Steiner pædagogikken hedder 9-10 års alderen Rubicon, og er et tidspunkt i barnets liv hvor det går op for børn at dårlige ting kan ske – fx kan mor og far dø. Det betyder at frygt og angst let finder vej til ellers trygge og tillidsfulde børn. I visse spirituelle kredse kalder man det at børnene mister kontakten til enhedsplanet, hvilket selvfølgeligt skaber utryghed og bekymring.