Min datter på 9 fik angst og stoppede med at spise

Min datter på 9 fik angst og stoppede med at spise

Der er meget vi kan ønske os af livet. Bestemt. Men noget af det jeg ønsker for alle, er evnen til at kunne se og bruge udfordringer til læring og udvikling. Kan vi opfatte vores udfordringer og problemer som invitationer til udvikling, er vi godt stillede. Det er et holdningsspørgsmål; står jeg magtesløs i problemet eller ved jeg, at der er noget jeg skal lære af det her? Har vi så ydermere evnen til at opsøge og finde den rigtige hjælp, hvis vi selv sidder fast eller mangler kompetencer, så er der mange muligheder for at få den udvikling, der løser tingene. Det er hårdt undervejs. Ja det kan være en sand gyser – og bestemt noget, der nogen gange kræver hår på brystet at stå igennem. Men min erfaring er, at når vi til fulde har taget udviklingsskridtene slipper problemet.

Bagefter kan det, når vi tænker over det, blive tydeligt, at der VAR noget vi havde stor glæde af at lære. Et eller flere udviklingsskridt vi skulle tage og som, når de er taget, gør vores liv, og den vi er som menneske, bedre. 

For nylig fik jeg selv en udfordring ud over de sædvanlige. Pludseligt stoppede min datter på 9 med at spise! Fra den ene dag til den anden. En fredag kom hun hjem og sagde, at hun ikke havde spist hele dagen fordi ‘der var noget i hendes hals’. Vi købte is og drikkeyoghurt, som hun fik ned. Men allerede næste dag var både is og sødmælk ‘for tyk’, så hele lørdagen fik hun kun drikkeyoghurt og minimælk. Med min ernærings baggrund kunne jeg godt se at hun overhovedet ikke fik energi og næringsstoffer nok – kosten var alt alt for ensidig og energisvag. Selvom hun ikke var i overhængende livsfare endnu smertede det mig at se hende sidde der og hive ud i halsen blot for at kunne drikke minimælk.

Jeg vidste at vi skulle have det løst hurtigst muligt. Vi gik ud for at handle grønsagsjuicer, smothies og andre tyndtflydende madvarer, men kun få af dem kunne hun få ned. Allerede fredag aften tog vi på børneakutafdelingen på Herlev hospital – de undersøgte hende på kryds og tværs men havde ikke udstyr til at gå helt ned i halsen og kigge efter. De anbefalede at lave en suppe. Lørdag brugte vi på at købe suppeben og grøntsager for at koge og blende det hele til en god suppe. Det var stor ståhej for ingenting – hun fik ikke en eneste dråbe ned.

Mandag morgen ringede jeg til lægen og fik en tid tirsdag. Ventetiden var hårrejsende da hendes næringstilstand var for nedadgående. Hun var tilmed begyndt at spytte hele tiden – sagde at der ikke var plads i halsen til at synke spyt. Det virkede  sært og jeg kunne jo ikke sende hende i skole med den mani – de andre børn ville slet ikke kunne rumme det. Hun var bange og ved at være udmarvet over ikke at have spist ordentligt her på 4. dagen. Jeg havde mandag forsøgt at få tid til undersøgelse hos en øre næse hals læge, men der var 4 ugers ventetid. Tirsdag sendte vores læge os akut til ørenæsehalslæge, så vi kunne få afklaret om der sad noget fast. Speciallægen sendte en tynd kikkert gennem næsen og ned i svælget – og konkluderede at der ikke sad noget. Efter det besøg holdt hun op med at spytte konstant – det var som om halsen blev en smule udviddet.

Det var altså angst. Spændingerne i halsen var reelle nok, det var tydeligt, men de blev forårsaget af angsten – alt for levende tanker om det, der kan gå galt.  Hun havde ubevidst fået konkluderet at mad var farligt. En nedadgående selvforstærkende spiral i et univers af tanker.

Så, lige dér startede vores rejse ind i angstens verden – og vi ville ikke komme ud, før vi havde lært  den nok at kende til at kunne tæmme de og – ikke mindst – forebygge den.

Men hvad startede denne situation helt konkret?

Ja,  Clara nævner nogle begivenheder; Hun havde fået et tyggegummi galt i halsen nogle måneder før og var overbevist om at det stadigvæk sad der, selvom jeg sagde at det kunne det ikke. Hun havde set et børneprogram en uges tid før, hvor en dreng havde fået en græskarkerne ned i lungerne og skulle opereres. Hun havde også fået noget rugbrød galt i halsen og oplevede at det var smuttet helt ned i lungerne (og det passede, da hun rent faktisk hostede rugbrøds frø op en uge efter at hun sidst havde spist rugbrød og anden fast føde). Tidligere på ugen var hun faldet ned fra et træ i SFOen. Hun var blevet meget forskrækket, da hun landede på ryggen. Hun blev undersøgt på akutafdelingen og der ‘var kun slaget’ , sagde de.

Det er de begivenheder vi umiddelbart kan se – på en måde almindelige begivenheder, som mange børn kommer ud for. Der er selvfølgeligt hendes alder at tage i betragtning; rubicon hvor trygge børn begynder at blive usikre på verden (kort fortalt)

Rubicon: Steiner reveals that children during this time in life (9-10 years og age) experience a sudden inner instability, a loss of the foundation they felt had been naturally supporting and carrying them. It is a crisis that pediatric psychologists and psychiatrists know well, as many fears and weaknesses that rise to the surface later, in adolescence, can be traced back to this subtle event. Parents and educators need to know what to say and how to act, because their response at this time will be crucial for the child’s entire life. Through Rudolf Steiner’s profound wisdom of children’s inner essence, adults can learn to give them the experience of being carried by a strong and sure relationship.

Men der var mere:

På en måde var dette blot de udslagsgivende begivenheder – de skete på en baggrund og et forløb der var startet et par år før, omkring det tidspunkt hvor hun startede i folkeskolen. På trods af at hun er et velfungerende barn som altid havde været meget tryg i verdenen, og haft det fint med at sove hos venner,  begyndte hun at få separationsangst og ville helst være hos mig. En enkelt uge om året holder jeg retreat udenlands, hvor hun ikke kan komme med. Der var problemet særlig stort.

Hun udviklede massive spændinger i hals, nakke og omkring brystkassen – så store at strækøvelser og vejrtrækningsøvelser ikke kunne lade sig gøre. I forsommeren i år begyndte hun at klage over problemer med at trække vejret – og vi fik hende undersøgt for astma og allergi. Der var ikke noget af den slags.

Så der havde været en periode med tiltagende angstog spændinger op til de udslagsgivende begivenheder. Vi havde taget det tiltag at skifte hendes folkeskole ud med en tryg og børnevenlig privatskole efter steiner principperne. Det havde hjulpet – men ikke nok. Vi rendte til læger og specialister – men uden det store udbytte.

Allerede inden hun stoppede med at spise, havde jeg booket en tid hos en osteopat (som er en overbygning på fysioterapeut der ser kroppen som en helhed) for at hjælpe hende af med spændingerne.  Osteopaten konstaterede at nogle knogler sad forkert i kraniekanten og at det var dem der skabte spændingerne hele vejen ned. Hun begyndte at bearbejde dem.

Det underlige er, at de samme forskubbede knogler blev konstateret da hun som helt lille baby kom til en kiropraktor med speciale i babyer. Og at de  igen var blevet konstateret af en osteopat i Spanien for 2 år siden. Begge de tidligere gange havde behandleren fået bearbejdet kraniekanten og spændingerne – men nu var de vendt tilbage igen! Forklaringen havde hver gang været at det var sket da hun var stået på hovedet i mig under fødslen på vej ud, hvilket jeg altid har syntes var lidt underligt, da jeg havde en både hurtig og nem fødsel.

Så jeg fik en fornemmelse af, at det var noget andet der holdt fast i disse symptomer – og ville undersøge om der var noget psykisk eller spirituelt, der skulle ses og forløses for at de helt kunne slippe. Her kom mit fag mig til gode. Som psykoterapeut ser jeg ofte hvordan det fysiske, det psykiske og det åndelige afspejler hinanden –  at en fysisk løsning ofte går gennem det sjælelige og åndelige. Det er klart at mennesker der ikke ser disse sammenhænge, vil have større udfordringer med at gå den vej. Så i den sammenhæng var jeg heldigt stillet.

Jeg fik derfor samlet 2 på hinanden følgende hold til at lave systemiske opstillinger på problemet. Opstillinger er en nyere udviklingsmetode der bygger på gammel viden, erfaringer og principper – bedst kendte er familieopstillingerne. Det er en metode jeg selv bruger til mine klienter og jeg har derfor stor erfaring med og tillid til den. Dens særlige styrke er at den nulstiller klientens egne blinde vinkler, begrænsninger og forventninger, da den arbejder gennem andre mennesker. Afgørende nye informationer har derfor let ved at komme igennem. Den anden fordel ved metoden er, at informationerne verificeres løbende af de andre deltagere – så vi ikke ender med at stå og tænke om det mon ikke bare er vores egen fantasi, der spiller os et puds. Den første opstilling viste problemets rod og vi fik det forløst og forsonet. Den anden opstilling viste et åndeligt følgeproblem , der også blev set og anerkendt.

Roden til hele miseren var dermed fundet, helet og sat på plads. Det var tydeligt, at det var en belastning, hun havde haft med sig ind i livet – en belastning der både medførte angst og spændinger. Som jeg ser det, var det først efter dette arbejder at det fysiske problem i nakken og kraniekanten havde mulighed for at slippe for good.

Men var problemet løst?

Nej, endnu ikke. At roden var fundet og helet var ikke nok for hun havde jo levet med det i mange år, og spændingerne og angsten var blevet en fast del af og en indgroet vane i hendes krop og nervesystem. Spiseværingen var endnu ny og det gjaldt for mig om at løse problemet helt før det også satte sig til en egentlig spiseforstyrrelse.

Vi skruede derfor op for kropsbehandlingerne og hun fik ud over osteopatbehandling nu også afspænding med tankefeltsterapi. Afspændingsbehandleren havde arbejdet med hende før opstillingerne, men havde dér oplevet at angsten ikke ville slippe. Nu efter opstillingerne oplevede behandleren store fremskridt – spændingerne slap ved behandling.

Panikangst ellevator

Jeg arbejde selv dagligt med hende i let hypnose og med NLP teknikker – fik fjerne smerten i halsen, hvilket betød at hun nu begyndte at spise klar suppe. Jeg afkoblede traumerne fra de konkrete begivenheder hun havde ude for med NLP metoder.  For hver gang var der fremskridt og hun kunne drikke flere og flere ting.

Da hun accepterede hørfrøolie og bifidobakterier i sin tomat/rødbede juice om morgenen, begyndte jeg at slappe mere af. Puha, så var de kalorier, gode bakterier og sunde fedtsyrer da indenbords. Da hun ydermere accepterede gammeldags æggesnaps fortyndet med mælk og fløde, som daglig proteinkilde, var det lige før jeg jublede. Vi tog chancen at bruge upasteuriserede økologiske æg, da vi kender producenten privat.  At drikke økologisk fløde direkte fra flasken blev en stor og daglig nydelse for hende.

Men stor var dagen da jeg fik lavet en kartoffelsuppe (en tynd kartoffelmos) og fyldt den med smør – og hun spiste den – men der skulle gå endnu en uge før det sj´kete. Derefter blev brun sovs det store hit og en katalysator for andre mere fyldige ting ned – men det skete først i 4. uge.

Hun var hjemme fra skole i en uge. Dels var hun bange og dels ville hun kun spise (drikke) når jeg var der. 2. uge kom hun i skole med 2 termokander – en med klar suppe og en med mælk. Hun var meget tryg ved mælk. Desuden en lille drikke yoghurt og en smoothie. Hun var dog meget bange for at være der uden mig – hvis hun ikke kunne få vejret eller fik panikangst, ville hun gerne have mig i nærheden. Jeg fik lov til at låne et mødelokale på skolen. De dage jeg ikke kunne komme med var virkeligt svære for hende – hun kom hjem med sorte rande under øjnene og havde ikke spist. Så jeg besluttede at prøve at være på skolen, så meget som jeg kunne – så hun vidste hvor hun kunne få fat i mig og derfor kunne være tryg og spise. SFO var udelukket indtil videre. Det var for længe at gå uden noget særlig mad.

I slutninge af 2. uge følte jeg at jeg havde fået løst det første akutte problem – hendes næringstilstand. Vi havde fået hende op på et niveau hvor hun drak nok og varieret nok til at hun ikke var i umiddelbar fare.

Heldigt var det, at hun går på den skole, hun går. Kristofferskolen i Trekroner. Det er en skole med stor viden om børns udvikling og udfordringer på de forskellige alderstrin – og hvor alt er indrettet til at støtte børnene på deres aktuelle udviklingstrin. Intet er tilfældigt eller afgjort af et modelune eller aktuel politisk situation. Det er fuldstændig åbenhed om de problemer børn har og får undervejs, men som de på mange folkeskoler står undrende og magtesløse overfor. Derfor behøvede vi ikke gå med hendes udfordringer i skjul. Der var intet tabu og ingen skam, hvilket kunne have forsinket helbredelsen og skabt yderligere problemer. Tværtimod var der både klasselærer og speciallærer med stor forståelse.

På skolen er er er tilknyttet en ugentlig rytmisk massør til børn med særligt behov. Den begyndte Clara at få mulighed for i 4. uge af forløbet. Her fik vi salver til at smøre på spændingerne.

Nogle mennesker synes man skal holde sig til én behandling ad gangen. Det havde jeg ikke tid til. Jeg oplevede at det var godt at have forskellige behandlere, da de hver især havde forskelligt fokus, og tilsammen løsnede kroppen og angsten fra forskellige vinkler og med forskellige metoder

I 3. uge gjaldt det om at komme videre og få hende op på mere fast føde. Hendes lyst til at prøve mad med tykkere konsistens var helt fraværende, og jeg måtte presse mere på end jeg brød mig om. Det skulle jo heller ikke give bagslag eller sætte sig til en spiseforstyrrelse. Jeg ringede til lægen for at få sparring på risikoen for spiseforstyrrelse – eventuelt hjælp til at finde specialister i dette. Han bookede en tid til mig hvor vi fik det snakket igennem. Han mente ikke der var tale om en spiseforstyrrelse, og jeg erkendte at jeg nok havde været gået mere med på hendes frygt end jeg havde kunnet se selv.

Det gik op for mig at jeg var nødt til at håndtere min egen frygt, før jeg kunne håndtere hendes.

Først da jeg selv erkendte at

    1. det er normalt at få noget glat i halsen,
    1. at vi hoster det op  igen pr. refleks også selvom halsen er spændt, og at
  1. fysiologien er indrettet til at transportete eventuelle småting retur op af luftvejene

kunne jeg med fuld øjenkontakt sige til hende at hun skulle spise.

Også selvom

    1. hun måske fik noget galt i halsen,
    1. hun fik noget ned i lungerne,
    1. det føltes som om noget sad fast i halsen og
  1. selvom det gjorde lidt ondt i halsen.

At det alt sammen er et resultat af angsten og tankerne – ikke af maden. At det at lade vær med at spise var værre – det kunne man dø af. Det kunne jeg nu sige til hende, og jeg viste hende også mine til lejligheden fremstillede modeller for angstens selvforstærkende cyklus. Så hun selv begyndte at forstå, hvad der skete – og selv kunne se hvor den sande modstander var. Det var ikke maden – det var tankerne. Det var angsten.

Vi begyndte at tæmme angsten.

Det var meget tydeligt at dette nye greb fik angsten til at dale. Angst er selvforstærkende! Underlægger vi os den blot en enkelt gang breder den sig til nye områder. Så fra hun begyndte at spise-selvom-hun-var-bange og selvom-det-føltes-ubehageligt-i-den-spændte-hals,  stoppede hun den nedadgående spiral. Angsten bredte sig ikke mere og hun blev hurtigt tryg nok til at komme i skole alene igen. Stadigvæk med suppe og mælk – men det var et stort skridt at hun turde være der uden mig.

Angst skal tæmmes igen og igen og igen. Vi skal bruge mod til at gå imod den. Dette er selvfølgeligt meget svært for den, der sidder midt i angsten. Derfor er det vigtigt at have en ved sin side, der ved hvad der skal til og som kan støtte en. Som mor var jeg nødt til at gå foran. Nødt til at have fået mig selv og min egen angst på plads, FØR jeg kunne gå foran og give hende modet til at trodse angsten. Men for hver gang hun gjorde det, bredte der sig en glæde i hende – det var helt tydeligt så lettet og stolt hun blev. Hun kunne mærke den frihed der kom når kampen mod angsten lykkedes. Angsten begrænser – den skaber et fængsel hvor murene rykkes tættere og tættere på.

Angst er uforståeligt for dem, der ikke har den. Det virker fuldstændigt underligt på andre. Hvorfor spiser du ikke bare? tænker de.

Clara kom selv med til lægen

var jeg helt Parallelt suppelerede jeg hendes mad med

resten af weekendenSom mor er det nok noget af det mest nervepirrende man kan opleve. Frygten for barnets ve og vel bliver virkeligt provokeret. Især når barnet som min datter er slank og ikke har

Nogle mennesker tror, at psykoterapeuter, coaches og andre behandlere ikke får denne slags udfordringer – at har private og personlige udfordringer. Som regel er det mindre begivenheder vi skal lære af

Close Menu